Om mig

I et terapiforløb er det vigtigt at der er en tryg og tillidsfuld relation mellem dig og din terapeut.

Her kan du læse lidt om mig, både personligt og fagligt. Det kan hjælpe dig til at beslutte om jeg kunne være en terapeut for dig – resten finder vi ud af når vi mødes.

Du kan også se mit mere formelle cv her.

Min klinik

Jeg har min klinik på min bopæl i  Glenstrup – mellem Randers og Hobro. Du kan se kort og rutevejledning her.

Min baggrund

Jeg er født i Sønderborg i 1968 og  har boet mange forskellige steder i løbet af min barndom – herunder også i England i flere omgange. Derfor har det at skabe nye relationer fyldt meget i mit liv, og jeg har en oprigtig interesse i mine medmenneskers livsverden.

Jeg har altid arbejdet med mennesker (det gør vi vel allesammen – mere eller mindre) og min dybe interesse for det enkelte menneske gjorde, at jeg tog uddannelsen til psykoterapeut på ID Academy i Silkeborg. Jeg er certificeret psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Du kan læse mere om, hvorfor du skal vælge en psykoterapeut MPF (Medlem af Psykoterapeutforeningen) ved at klikke her .

Min tilgang

Psykoterapi er et håndværk. Det er teoretisk velfunderet, men så sandelig også praktisk. Det betyder blandt andet, at jeg selv har gået vejen, som du også går. Jeg har haft kriser, nedture, depressioner, frustrationer over mine børn, mit parforhold, min barndom, mit liv, og har lært værktøjerne til hele tiden at finde tilbage til mig selv – min essens.

Jeg er gift med Morten, som jeg bor sammen med i vores “selv”-byggede træhus på en naturgrund i Glenstrup. Vi har “praktiseret” en sammenbragt familie med tilsammen 4 børn – i en årrække med 3 teenagere under samme tag… Det har givet os nogle uvurderlige erfaringer ift. skilsmisser, kommunikation, delebørn og ikke mindst – rummelighed.

Terapeut i øjenhøjde

Min fornemmeste opgave som terapeut, er at følges med dig ad DIN vej – at kigge på det vi møder og hjælpe dig med at forstå, rumme og integrere det.

Vi tager udgangspunkt i dér, hvor du er lige nu og arbejder sammen omkring din udvikling. Du vil blive mødt med nærvær, ro og rummelighed – og en passende udfordring.

Lykke Bonner