Kropsbevidsthed

Kropsbevidsthed

Kropsbevidsthed

Kropsbevidsthed handler om at kigge og lytte og mærke indad – og blive mere bevidst om kroppens budskaber.

Der ligger nemlig en visdom i kroppen, som mange af os igennem livet har glemt at lytte til.

“Hoved-problemet”

Du er sikkert verdensmester i at bruge dit hoved.

Du kan ”regne den ud”, ”tænke dig frem til”, ”analysere” og ”bruge fornuften”.

Du kan gå i terapi og TALE om dine problemer, beskrive virkeligheden med ord, lave planer og sige at du vil forandre dig… men oftest sker det ikke.

Du har nemlig glemt at MÆRKE EFTER.

Så alle de planer du laver, alle de følelser du beskriver – de bliver oppe i hovedet.

Og ja, du har brug for hovedet – men du kan ikke NØJES med hovedet. Du skal have kroppen med, hvis du gerne vil udfolde dit fulde potentiale – og hvem vil ikke gerne det??

Vejen går gennem øget kropsbevidsthed….

Vi er født med det

Det er vigtigt at huske, at vi alle sammen er født ind i verden med en superb kropsbevidsthed.

Det lille barn er faktisk mest optaget af sin krop og lærer i løbet af sin udvikling at bruge hovedet. Det er meget naturligt. Men i vores civilisation og samfundsstruktur tager det lidt overhånd – det med hovedet. Så vi idealiserer det, som hovedet kan og idoliserer ”de kloge hoveder”. Derfor lærer vi meget tidligt i vores liv, at det er hovedet og det, vi kan tænke os til, som gælder. Og vi glemmer den visdom, som vi har i kroppen.

Så det gælder faktisk om at få genetableret den kontakt med kroppen, som vi havde engang. At få hevet proppen ud, at skabe frit gennemløb og få en helhedsfornemmelse af krop og sind!

Men hvordan???

Afhængig af hvor gammel du er, så har du immervæk øvet dig i at bruge hovedet i rigtig mange år. Så du skal være lidt tålmodig og gå stille og roligt til værks (det foretrækker kroppen også helt naturligt).

Det første og største skridt er:

Opmærksomhed

Når du begynder at give din krop lidt opmærksomhed – og kigge lidt indad – så vil den allerede der begynde at vågne en lille smule.

Du kan f.eks. prøve dig lidt frem med at tage 3-5 minutter ind imellem, hvor du bare sidder og registrerer hvad der sker i kroppen.

  • Sæt dig godt til rette et roligt sted og bare sid med lukkede øjne i 3-5 minutter og lyt indad. Bare registrer, hvad der sker i din krop.
    • Fysiske fornemmelser
      • smerter, trykken, pulseren, summen, sitren, kilden
    • Følelser
      • Sorg, glæde, tristhed, tungsind, lethed

Guidet kropsscanning

Du kan også benytte dig af en guidet kropsscanning, som fører din opmærksomhed igennem hele kroppen og kan give dig en bedre følelse af sammenhæng og helhed.

Jeg har indtalt en guidet kropsscanning, som du kan lytte til her. Følg blot instruktionerne:

Du kan også læse om hvordan du kommer igang med meditation i dette tidligere indlæg: https://lykkebonner.dk/kom-godt-i-gang-med-meditation/

Hav tålmodighed

Med tiden vil du opleve at du begynder at mærke din krop igen. Og dermed kan du begynder at høre, hvad det er den har at fortælle.

Men for nu skal du bare stille og roligt begynde at lytte indad – og tro på at du er på rette vej.