Få mere nærhed og tillid i jeres parforhold

Parterapi
Dialog og nærhed
IMAGO-dialogen

Rigtig mange par har faktisk svært ved at FORSTÅ hinanden. Og små uenigheder kan pludselig vokse sig til store konflikter, som virker helt uløselige. Parterapi kan hjælpe jer til at kommunikere bedre med hinanden, men der er også noget I helt selv kan gøre derhjemme.

IMAGO dialogen er en effektiv og nænsom måde for jer som par, at få en helt ny forståelse for hinanden. I vil opleve mere nærhed, tillid for hinanden, men også mere forståelse for jer selv, og hvorfor I hver især reagerer som I gør.

Sådan gør I:

Start med at sætte ca. ½ time af, hvor I uforstyrret kan prøve metoden af. De første gange vil det føles lidt kunstigt og I vil måske føle jer lidt usikre, men I vil hurtigt finde ind i rytmen og begynde at mærke forandringerne i jeres måde at tale med hinanden på. Og tro mig: Bare det at I bevidst sætter tid af til hinanden vil skabe forandringer!

Kernen i denne måde at kommunikere på, er at I skiftes til at have taletid. Den ene taler og den anden lytter. Lytteren genfortæller hvad han/hun har hørt – uden dom, tolkning eller bebrejdelse – men i en præcis gengivelse.

  1. Vælg, hvem der skal være lytter og fortæller. Fortælleren er den, der har en konflikt/problem eller en besværlig følelse, som han/hun gerne vil i dybden med.
  2. Fortælleren forklarer præcist og med få sætninger sit problem. Start med en sætning eller to – ”Det jeg gerne vil fortælle, er…”. Det er vigtigt at fortælleren bruger ”jeg”-form og fortæller fra sit eget perspektiv.
  3. Lytteren gengiver så ordret som muligt efter nogle sætninger. ”Det jeg hører du siger, er…”. Og afslutter med ”Var det det, du sagde?”
  4. Fortælleren af- eller bekræfter om det genfortalte er rigtigt forstået – og I fortsætter indtil fortælleren føler sig fuldstændig forstået. Når det er sket spørger lytteren: ”Er der mere?”
  5. Og sådan fortsætter dialogen – uden at I afbryder hinanden og indtil fortælleren har fået fortalt og spejlet hele sit problem eller følelse.

Nu kan I vælge at bytte roller, så begge parter kan mærke hvordan det føles at være fortæller og lytter.

Hvis I har brug for at se en demonstration af metoden kan I kigge denne 4 min. video igennem inden I prøver: Klik her for video.

Den er på engelsk, men det er ikke så vigtigt at I forstår hvert et ord – blot at I får en fornemmelse for metoden.

God fornøjelse med at finde nærheden og tilliden igen 

Kilde: Inspireret af “Det levende parforhold” af Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *